Den skæbnesvangre dag..

Afslutningsdagen på Humble kom, og det ikke var et kønt syn - som alle stod der og flæbbede.. jeg havde meldt mig til at holde tale for både forældre og elever - mens andre spillede og sang.. 

Søren Kierkegaard sagde engang: At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv. Vi har vovet ved at tage beslutningen om at tage på efterskole.. jeg kan stadig huske, hvad jeg tænkte den 4. april til kommende elevers dag: hvordan ville det kommende år blive?, ville det leve op til mine forventninger?, og hvad var mine forventninger egentlig?

Den 7. august kom den længe ventede dag endelig, og jeg tænkte: var det nu, som jeg huskede fra kommende elevers dag?, ville jeg blive gode venner med min roomie?, og hvad med alle de andre elever?

I dag den 30. juni, den skæbnesvangre dag, som man altid har vidst ville komme, tænker jeg: Hvordan skal det nu gå uden dem, jeg er kommet til at holde så meget af?, hvem vil jeg holde kontakten med?, og vil det nogensinde blive det samme igen?

Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, det bliver det samme igen, for hvis der bare mangler en – så vil det jo aldrig være Musikefterskolen i Humble 11/12, men derimod nogle fra årgangen 11/12..

Der vil altid være gamle elevers dag, dette vil med garanti være det største samlingspunkt, vi nogensinde får igen – f.eks. kommer Axel og jeg ikke til den kommende gamle elevers dag, men vi kommer derimod til gamle elevers dag året efter, hvor der sikkert ikke kommer lige så fra vores årgang, som der gjorde det foregående år! Vi kan ikke benægte, at det er sidste gang, vi alle er samlet her!

Da jeg startede her, tænkte jeg, at når jeg stoppede, så ville jeg være mere moden og klar til at møde verden! Det fuldstændig modsatte skete også alligevel ikke.. min pointe er, at det føles som om, jeg skal opleve verden på ny, som om vi er de her små fugleunger, der endelig skal til at flyve fra reden, fordi vi nu er klar til at få det optimale ud af verden – denne tanke virker utrolig skræmmende, vi skal væk fra vores lille boble, som jeg er kommet til at holde så meget af!

Men lige meget hvad der sker, så tror jeg nok, det skal gå i sidste ende – selvom det virker uoverskueligt lige nu..

Om lidt skal vi give slip på det øjeblik, jeg synes virkelig bare det føles som et øjeblik – selvom man siger, at et efterskole år svarer til 7 år.. og nå, vi skal give slip på dette øjeblik, bliver det blot et minde – et minde, som mange siger var det bedste år i deres liv, og hvis jeg skal være helt ærlig.. så kan jeg ikke holde denne tanke ud – for vil jeg aldrig nogensinde igen komme til at opleve et så fantastisk år som dette?

Fra starten har vi altid kunne være fælles om en ting – nemlig musikken, musikken blev måden vi kommunikerede på, da vi ikke vidste, hvad vi skulle stille op med hinanden. Det blev den, der fik os til at holde sammen og knytte bånd påtrods af generthed! Den, der gjorde, at vi valgte netop denne efterskole og mødte netop de mennesker, som sidder omkring os. Hvis der var en der greb en guitar og en anden begyndte at synge, var og er der ingen tvivl om at andre straks ville være med på den.. hvordan ville det være, hvis vi ikke reagerede sådan – hvordan havde vi så fundet sammen?

Som I med garanti ved, så bor jeg på sambaen.. og det kan til tider være ret træls, for man kan tydeligt høre og mærke, hvordan der er nogen, der slår sløs på trommerne eller skruer fuldstændig op for basforstærkeren i de underlæggende musiklokaler – men uanset hvor meget det har irriteret mig i løbet af året, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg vil komme til at savne det! Jeg vil savne, at der er en, der spiller Æblemand på klaveret i opholdsstuen, hvordan dagvagten ringer med klokken og derefter råber ”samle”, tanken om hvordan man ved, man hele tiden har mulighed for at opsøge mennesker, der typisk er få skridt fra en..

Deprimerende, som det end lyder, så har alting en ende, for hvis en ting ikke afsluttes, hvordan skal en ny så kunne begynde? Vi kan og har jo levet uden hinanden før, problemet er bare at vi ikke har lyst!

Det vigtigste vi skal huske er nok blot, at det har været et fantastisk år, og så længe man bliver ved med at gå, så skal det nok gå!