torsdag den 13. februar 2014
I got a tattoo
The idea of getting a tattoo has - ever since I can remember - been so right to me. The thought that something can stay on you permanently - when everything else in your life is changing constantly - is beautiful to me. You'll see it change and fade the older it gets. The older you get. It will have seen so many important - both happy and sad - events in your life. Or it might even be a memory of something that's important to you. It will have seen you change and become the person you are. The ink will spread in your pores and the tattoo might not even look like it did, when you first got it. It's of proof that it has lived. That you have lived. It will grow old with you. One might say it's the wallflower of your life. And if that's not beautiful I don't know what is.
tirsdag den 4. februar 2014
Muligheder er trusler?
Vi har kunstnerisk dag, og det er nok noget af det mest kedelige, jeg længe har oplevet. Så i stedet har jeg besluttet mig for at pjække - selvom mit fravær bestemt ikke kan tåle det - for at lave afleveringer.. hvor ynkelig har man lov at være?
Jeg sad mit i at skulle redegøre for samfundsforandringerne fra det traditionelle - til det moderne samfund, da der er noget i min samfNU bog, der rent faktisk fanger min opmærksomhed..
Vi er gået fra pligt-kultur til lyst-kultur. De mange muligheder er samtidig en trussel. Da valget er vores eget, er udfaldet af vores liv dermed også blevet vores eget ansvar. Vi er selv skyld i manglende succes og lykke. Presset forstørres af, at valgene langtfra er så frie, som de umiddelbart fremstår.
Hvordan skal man kunne vide om man vælger det rigtige for en selv? Jeg aner ikke, hvad jeg vil. Jeg ved, jeg ikke gider gå i skole, men det får mig ikke til at komme frem til en yderligere konklusion på problemet. Hvis ikke man går i skole, kan man ikke få en uddannelse, og hvis man ikke har nogen uddannelse, kan man ikke få et arbejde. Er det ikke sådan, det går? Er det ikke det regeringen prøver at fortælle os ved at tvinge os, så hurtigt som muligt gennem uddannelses systemet, så vi kan komme ud på arbejdsmarkedet - hvor det alligevel bliver sværere og sværere at finde et arbejde - så vi kan tjene penge til samfundet?
Jeg forstår det ikke. Det gør jeg virkelig ikke.
Vil man ikke hellere ansætte en, der har livserfaring, som har rejst og derfor oplevet forskellige kulture etc., fremfor en der har siddet på skolebænken hele sit liv?
Jeg sad mit i at skulle redegøre for samfundsforandringerne fra det traditionelle - til det moderne samfund, da der er noget i min samfNU bog, der rent faktisk fanger min opmærksomhed..
Vi er gået fra pligt-kultur til lyst-kultur. De mange muligheder er samtidig en trussel. Da valget er vores eget, er udfaldet af vores liv dermed også blevet vores eget ansvar. Vi er selv skyld i manglende succes og lykke. Presset forstørres af, at valgene langtfra er så frie, som de umiddelbart fremstår.
Hvordan skal man kunne vide om man vælger det rigtige for en selv? Jeg aner ikke, hvad jeg vil. Jeg ved, jeg ikke gider gå i skole, men det får mig ikke til at komme frem til en yderligere konklusion på problemet. Hvis ikke man går i skole, kan man ikke få en uddannelse, og hvis man ikke har nogen uddannelse, kan man ikke få et arbejde. Er det ikke sådan, det går? Er det ikke det regeringen prøver at fortælle os ved at tvinge os, så hurtigt som muligt gennem uddannelses systemet, så vi kan komme ud på arbejdsmarkedet - hvor det alligevel bliver sværere og sværere at finde et arbejde - så vi kan tjene penge til samfundet?
Jeg forstår det ikke. Det gør jeg virkelig ikke.
Vil man ikke hellere ansætte en, der har livserfaring, som har rejst og derfor oplevet forskellige kulture etc., fremfor en der har siddet på skolebænken hele sit liv?
Abonner på:
Opslag (Atom)