Pep assembly

Åhh.. fredag var alle timerne kortere end normalt, da vi i løbet af ugen havde haft Homecoming/Siprit week med Disney tema, som leder op til Homecoming paraden, kampen og the dance. Den sidste time i skoletiden brugte vi på at blive gearet op til kampen den følgende aften. Jeg var utrolig forvirret, da jeg kom ud af mit klasselokale for derefter at skulle finde the old gym. Da jeg ikke kunne få øje på nogen bekendte ansigter besluttede jeg mig bare at følge med mængden, og jeg håbede noget så inderligt at mængden ikke var de elever, der havde tænkt sig at pjække fra Pep assembly’en. Mængden førte mig heldigvis til en af mine veninder fra kor ved navn Bailey, som er sophomore. Hun ventede på en af hendes veninder, som jeg efterhånden har mødt nogle gange. Pludselig begyndte Bailey at småløbe, imens hun råbte mit navn, hun fortalte mig, mens vi halsede afsted ned af gangen, at hun kunne høre bandet – hvilket jeg normalt ville tænke var et godt tegn, men det var det bestemt ikke – hvis man først havnede i nærheden af bande eller for den sags skyld i midten af deres march, var der en rimelig stor sandsynlighed for, at man ville blive trampet ned, mast op væggen eller bare tumle rundt mellem dem inde i midten – lidt ligesom i en mosh pit..

Vi trådte en i the old gym, og Bailey sagde noget med klasser og stå sammen, men jeg var rundtforvirret over alle de nye indtryk, der sprang i øjnene på mig, så da hun sagde, at jeg bare kunne stå med hende, smilede jeg noget så lykkeligt! 

Det var først da hendes veninde Kristen fandt os og Pep Assembly’en allerede var godt i gang, det gik op for mig, at jeg var havnet i den forkerte section.. jeg stod overfor senior’erne – jeg var derfor havnet blandt alle sophomore’erne. Jeg fik øje på alle mine Senior venner, og da Ludo opdagede mig i sophomore sectionen, sendte hun mig febrilsk en sms, der spurgte hvorfor jeg i alverden stod der? Det havde jeg jo egentlig heller ikke selv noget godt svar på, men jeg havde det nu alligevel godt med Bailey og Kristen. Det var først da alle senior’erne løb ned på gulvet fra tribunen og begyndte at hoppe og kramme hinanden med deres flotte senior-kroner, jeg følte mig en smule udenfor!