Giv mig tid. Giv mig ord. Giv mig fred.

Det er 30 grader udenfor. Michigan kender åbenbart ikke til forår, da vi gik lige fra sne til 25 grader. Jeg er syg. Jeg er forkølet. Jeg har forstrukket en lårmuskel, og jeg kan ikke rigtig forholde mig til, at det er i morgen at de sidste 5 dage af min skolegang i USA starter. Jeg er i Danmark om præcis en måned. Mine forældre og Marius kommer om 10 dage. Jeg har eksamener på torsdag og fredag. Jeg har fodboldtræning hver dag efter skole. Vores sidste kamp er på tirsdag. Jeg er lige kommet hjem fra min anden sidste celloundervisning. Det hele lakker mod en ende, og alligevel er det som om, min hjerne ikke helt kan følge med. Jeg glæder mig så utrolig meget til at se alle mine venner, familie og bare i det hele taget Danmark igen, at det ikke helt er gået op for mig, at jeg også kommer til at sige farvel. Farvel til et helt kapitel i mit liv, der nu er overstået. En drøm, som jeg har haft siden, jeg var 12, er ikke længere en drøm men er i stedet blevet et minde. Et minde om et år, det har været så anderledes og udfordrende.. åhh, hvor er det mærkeligt! Jeg kan ikke beskrive det på nogen anden måde. Jeg bliver konstant spurgt, hvordan jeg har det med at min familie snart kommer, eller hvordan jeg har det med at skulle tilbage til Danmark snart. Jeg svarer altid på den samme lidt forvirrede måde, jeg glæder mig, men det er mærkeligt!